Ny administrerende direktør skal trække arbejdspladser til fibo intercon a/s og Videbæk

02/09-2016

Henrik B. Jeppesen er pr. 1. juli 2016 tiltrådt som ny administrerende direktør for fibo intercon.

fibo intercon har speciale i løsninger til den globale vindmølle- og betonindustri, herunder blandere og transportløsninger til brug under svære klimatiske og geografiske forhold, blandt andet vindmølleindustrien.

Henrik B. Jeppesen afløser Peter Klaas, tidligere direktør for både fibo intercon og WTT A/S. Peter Klaas koncentrerer sig fremover om jobbet som administrerede direktør for WTT A/S - søstervirksomhed til fibo intercon.

Henrik B. Jeppesen kommer med en stor viden på de teknologiske og kommercielle områder og har international erfaring fra globale virksomheder som Unimerco og Siemens Wind Power. Henrik B. Jeppesen, der er produktionsingeniør og EMP fra INSEAD, har senest været direktør for virksomheden Linatech A/S i Kjellerup.

Henrik B. Jeppesen lægger ikke skjul på at målet for fibo intercon er vækst.
- Vi arbejder i en niche med et kæmpe potentiale, som nu skal indløses. Vores mål er at skabe omsætning og trække arbejdspladser til Videbæk, siger han.

Bestyrelsesformand for fibo intercon, Carsten Jacobsen, siger:
- Vi er glade for at kunne tiltrække en så erfaren og kompetent profil som Henrik B. Jeppesen til vores virksomhed. Vi har ambitioner for virksomheden, som vi kommer til at arbejde benhårdt på at nå.

Fakta om fibo intercon:

  • Udvikler og fremstiller mobile blandere, blandt andet til betonindustrien. Anlæggene anvendes hvor logistikken er udfordret, til maritime- og offshore opgaver, samt geografiske og klimatiske områder, hvor der stilles særlige krav
  • Bearbejdningscenter til renovering af gearkasser til vindmølleindustrien i KW- og MW-klassen.
  • fibo intercon er et datterselskab i Eurocon Gruppen, en privatejet virksomhed med et stærkt kapitalgrundlag.
  • fibo intercon har 14 ansatte

Den nye direktør, Henrik B. Jeppesen, ses her med bestyrelsesformand Carsten Jacobsen.